Hvem ejer ledningerne?

Slagelse - Vand - Vandledninger - Hvem ejer ledningerne?

Vi ejer kun vandledningerne frem til skel. Alt fra skel og ind er grundejers ansvar og ejendom.


Det gælder både stophaner, ledninger, målerbrønde mv., som er placeret inden for skel, og disse er en del af ejendommens vandinstallation.


Det eneste forsyningen ejer inden for skel er selve måleren, som du betaler målerleje for.

Alt arbejde på ejendommens vandinstallation er derfor på ejers ansvar og regning.


Hvis ledning er det?  Indenfor matrikelgrænsen ejes alle vand- og spildevandsledninger af kunden. Vandmåleren ejes dog af forsyningsselskabet.  Udenfor matrikelgrænsen findes foryningsledninger og stikledninger, som begge ejes af forsyningsselskabet.


Vi udleverer ikke ledningsoplysninger.

Ledningsbeskrivelser

Vi leverer dit vand gennem et net af vandledninger - se forklaringer herunder.


Hovedledning

Hovedledningerne, der ligger ude i vejen, ejer vi.

Stikledning

Stikledninger går fra hovedledningen og frem til skel/matrikelgrænsen ind til de enkelte ejendomme. Der kan være påført en stikledningsventil (afspærringsanordning/stophane) på selve stikledningen. Stikledninger og tilhørende stophaner ejer vi og må KUN betjenes af vores montører.

Jordledning – din del af vandledningen

Fra skel og ind til bygningen er det din jordledning. Denne er en del af ejendommens private vandinstallation og derfor din ejendom og dit ansvar. Hvis der er påført en stophane på denne del af ledningen, er stophanen også din, det samme gælder en evt. målerbrønd (undtaget ved Næsby Strand).


Hvis du har mistanke om utætheder på din jordledning eller i ejendommens vandinstallation, skal du kontakte et autoriseret VVS-firma for at få det kontrolleret og repareret. Mange har en forsikring, der dækker omkostninger i forbindelse med skjulte rørskader. Det er derfor vigtigt, at du kontakter dit forsikringsselskab samt gemmer dine kvitteringer for eventuelle reparationer som dokumentation til forsikringsselskabet.

Stophaner

Er stophanen placeret uden for skel, er det vores ejendom, og det er kun vores montører, der må betjene dem. Det koster 15-20.000 kr. at skifte sådan en, og den udgift ønsker ingen at hænge på.


Er stophanen placeret inden for skel tilhører den ejendommens private vandinstallation og er dermed ejers ejendom og ansvar. Denne må ejer selv betjene. Hvis den går i stykker eller skal skiftes, er det for ejers regning, og dette skal udføres af en autoriseret VVS-installatør.


Det er ikke et lovkrav, at der skal være en stophane ind til hver ejendom. Vi har mange steder, hvor der slet ikke er stophaner.


Det er derimod et lovkrav, at der skal være en til enhver tid fuldt funktionsdygtig aflukningsanordning lige før måler (i nyere huse skal der være en både før og efter måler), som kan lukke for vandet til ejendommen.

Målerbrønde

Måleren kan være placeret inde i huset. Men den kan også sidde udenfor i en målerbrønd. Hvis målerbrønden er placeret indenfor skel, tilhører den ejendommens private vandinstallation og er dermed ejers ejendom og ansvar. Det samme gælder installationerne inde i målerbrønden. Hvis de går i stykker eller skal skiftes, er det for ejers regning, og dette skal udføres af en autoriseret VVS-installatør.

Vandmålere

Fra skel og ind er alt ejers ejendom og ansvar. Undtagen selve vandmåleren. Den ejer vi, og den betaler ejer målerleje for. Så alt før og efter måler er ejers. Dette uanset om måleren sidder i en målerbrønd eller inde i bygningen.


Det er et lovkrav, at der umiddelbart før vandmåler forefindes en til enhver tid fuldt funktionsdygtig ventil, der kan lukke for vandet til ejendommen. I nyere ejendomme er det et lovkrav, at der skal være en ventil både før og efter vandmåler.


Vandmåler før og efter