Kloakering af sommerhusområdet - Kelstrup Stand
Slagelse Kommune har besluttet, at der skal sættes fokus på håndteringen af spildevandet i sommerhusområdet, som har stor betydning for kvaliteten af de kystnære vandløb og kystvande. Hele sommerhusområdet i kommunen langs Musholm Bugt skal derfor spildevandskloakeres.
Næsby Strand er netop i gang med at blive kloakeret, og turen er nu også kommet til Kelstrup Strand.
Kloakeringen af Kelstrup Strand omfatter ca. 325 sommerhuse. Området spildevandskloakeres, hvilket betyder, at al spildevand tilsluttes kloaksystemet, mens regnvand fortsat skal nedsives eller afledes til dræn.
For at få et overblik over, hvordan de enkelte ejendomme ligger i forhold til vejen og de omkring¬liggende huse, går SK Forsyning A/S (Forsyningsselskabet i Slagelse Kommune) i gang med en opmåling af vejene her i slutningen af juni måned. I forbindelse med projekteringen er det nødvendigt at kende til placering og dybde af de eksisterende tanke, brønde mv. på ejendommene. Denne opmåling vil ske i august måned.
Tidsplan:
• Forarbejderne og projekteringen påbegyndes snarest ultimo juni 2011.
• Der vil foregå projektering fra august og frem til julen 2011.
• Ekspropriationen af de private arealer, hvorpå der skal ligge mini-pumpestationer eller kloakledninger, forventes varslet i oktober/november måned.
• De egentlige anlægsarbejder forventes påbegyndt i april/maj 2012.
Gennemførelse af anlægsarbejderne må forventes at give anledning til visse gener i og omkring de berørte områder.